Privathaver

Privathaver

I de senere år har tendensen indenfor boligen været, at vi rykker udenfor og anvender haven som en del af huset – et ekstra rum. Samtidig er der opstået en minimalistisk havestil, hvor bedene er blevet stærkt begrænset og der i stedet udlægges store arealer i haven bestående af granitskærver, belægningssten og græs. Ofte er bedene helt fjernet og erstattet af krukker med planter.

Udtrykket kan derved let blive lidt kedeligt. Et stort rum, der kan overskues på én gang har ikke noget at fortælle og virker ikke indbydende at gå rundt i.

Den nye og meget enkle havestil bliver ofte forsvaret med, at den er nem at holde og tiden og lysten er der måske ikke til at bruge en stor del af fritiden med lugejern og hæksaks.

Men der er løsninger som kan gøre en ganske almindelig have mere spændende og det er lige meget om det er en lille eller en stor have : Haven skal inddeles i rum. Det kan være mere eller mindre veldefinerede rum, blot de har en klar afgrænsning i forhold til den øvrige del af haven, så de giver en anden oplevelse, når man træder ind i rummet.

Haven bliver mere spændende, når man ikke kan overskue det hele på en gang.

Generelt for alle mine haveplaner – hvad enten det er en mindre privathave eller store parker og slotshaver, bliver planen skræddersyet til brugerne af haven/parken, til stilen i den bolig, der er tilknyttet haven samt stedets kvaliteter og omgivende landskab.

Jeg udfører ikke haveskitser på stedet, men jeg holder møde på stedet med ejere og brugere af haveanlægget, hvor jeres havedrømme og behov bliver drøftet og noteret. Herefter bliver haveskitsen nøje gennemtænkt og gennemarbejdet hjemme på tegnestuen ud fra jeres ønsker og herefter fremsendt som en farvelagt papirplan med en beskrivelse. Eventuelle tilretninger udføres efter kundens ønske.

En haveplan er en overbygning af haveskitsen med flere detaljer, en beplantningsplan samt – hvis det ønskes : detailtegninger af f.eks. belægninger, støttemure, vandbassiner og lign.

Jeg har udarbejdet mere en 400 haveplaner for privathaver. Det har efterhånden givet mig en stor erfaring i at planlægge haver til mange forskellige menneskers behov, i forskellige stilarter og til forskellige vækstforhold.

Den vigtigste ambition for mig er, at brugeren bliver glad for sin have og får lyst til at være i den.

Skriv et svar